Codice Fiscale

I denne lille historie beskriver vi, hvordan vi som nytilflyttede frekventerede de forskellige officielle kontorer for til sidst er blevet officielle "cittadini" i vores lille landsby.

Som nyankomne havde vi behov for at etablere os med alle de "normale" ting, der er nødvendige for at leve et relativt ubesværet liv som f..eks. en lokal bankkonto, medlemskab af det lokale sygesikringssystem, en fast telefonlinie.

Tag f.eks. opgaven med at åbne en bankkonto:
En ting, som man som dansker ikke forbinder med større problemer.

Men hovsa, vi er nu i Italien, og her er det anderledes.
Her findes en bureaukratiske logik, som man må lære at forstå:

Bankkonto i Italien
En bank i Italien kan/må ikke åbne en bankkonto for dig, hvis du ikke har et "skattenummer" En slags personummer: Codice Fiscale, der identificerer dig overfor de italienske skattemyndigheder og andre transaktionspartnere.

Så, hvor får du sådan en vigtig ting?
På det regionale Uffizio Entrata, selvfølgelig i områdets større by

Der er bare det ved det, at Uffizio Entrata ikke kan give dig et Codice Fiscale, før du er registreret som bosiddende i din lokale kommune (Commune) og din kommune har forsynet dig med et certifikat (Certificato di Residenza), der er bevis på din status som bosiddende på en bestemt adresse.

Aha, og hvor får du så sådan et Certificato di Residenza?
På dit lokale kommunekontor's Uffizio Anagrafica, selvfølgelig!

Der er bare det ved det, at for at få et Certificato di Residenza fra din Comune's Ufffizio Anagrafica, skal du forevise en række dokumenter f.eks. dit pas samt fotokopi af det, skøde på dit hus eller lejlighed (hvis du er ejer) eller lejekontrakt (hvis du er lejer) tillige med 3-4 pasbilleder og - vigtigst af alt - din italienske opholdstilladelse (Permesso di Soggiorno), et dokument, der giver dig tilladelse til at opholde dig i Italien for et bestemt tidsrum, f.eks. et år.

Aha, og hvor får du så sådan et dokument?
På det regionale politi hovedkvarter (Questura) selvfølgelig!
I vores tilfælde i områdets endnu større by - 40 km fra vores hus.

Der er bare det, at for at få et Permesso di Soggiorno, skal du indgive en ansøgning og forevise og indlevere en lang række dokumenter:
Dit pas og fotokopi heraf, dåbsattest, bevis på, at du finansielt kan klare dig i form af f.eks. ansættelseskontrakt (hvis du er i erhverv); pensionsaftaler (hvis du er pensionist); bankkonti (hvis du er hverken - eller); eller andet bevis for at du ikke vil ligge Italien til last finansielt; og desuden - vigtigst - bevis for at du har din sygesikring i orden.
Det kan f.eks. være privat sygesikrings kontrakt eller offentlig sygesikring (som vi har det i Danmark).

Aha, og hvor får man så sådan et bevis?
På det regionale eller lokale sygehus, selvfølgelig!
I vores tilfælde i en helt anden større by end de øvrige dokumenter.

Der er bare det, at for at blive indskrevet i det italienske sygesikrings system (Associacione Sanataria Locale -ASL) skal du bevise, at du er sygeforsikret i det offentlige sygesikringssystem i det land, hvor du kommer fra.
Det skal ske i form af et officielt EU document (E106 eller E121), som skal udstedes af sygesikringsmyndighederne i det land, hvor du sidst har boet.
Eller også skal du betale en årlig forsikringspræmie til ASL på 370 Euros per hoved!

Vi var sådan set villige til at betale denne forsikringspræmie for blot at komme blot et skridt på vejen til en bankkonto.
(For dem, der har glemt det, var faktisk det, der var formålet fra begyndelsen)

Men på ASL kontoret forklarede en venlig dame os, at vi ville skulle betale et helt års forsikringspræmie, uanset på hvilket tidspunkt i kalenderåret vi tilmeldte os, og da vi allerede var i slutningen af november måned og i øvrigt så nogenlunde raske og rørige ud og ikke havde umiddelbart behov for lægelig hjælp, foreslog hun at vi skulle spare de penge ved at udsatte denne aktivitet til begyndelsen af det kommende år.
I mellemtiden forsøgte vi da at fremskaffe EU dokumenterne fra sundhedsmyndighederne.

Fast Track Italien
Så vi bragte stolt dokumenterne til Questura'et i og så gik det pludselig stærkt.
Politi-damen, højtidelig klædt i official højpudset carabinieri uniform, undersøgte straks EU dokumenterne og overrakte os uden at fortrække en mine vores Permesso di Soggiorne - hver gyldigt i 5 år!

Hurrah!
Vi skyndte os tilbage til vores lokale Commune og blev næste dag indskrevet som "cittadini" på vores adresse, fik et fint ID-kort udleveret, og et Certificato di Residenza, der bekræfter vores bopælforhold.
Således forsynet kørte vi til den større by og fandt deres Uffizio Entrata, hvor vi straks fik vores Codice Fiscale og fik et midlertidigt bevis herfor.
Senere fik vi tilsendt et fint officielt plastic kort med samme nummer.
Således forsynet kørte vi til en bank i den nærliggende landsby Licciana Nardi og åbnede straks en bankkonto og fik omgående udleveret et flot plastickort til brug i alle Bancomater.
Og endelig kørte vi til det lokale ASL kontor i den endnu større by, og blev indskrevet i det italienske sygesikringssystem - uden at betale én Euro!

Senere besøgte vi den lokale læge i Comano, der var yderst venlig og fremkommelig, og straks gav Linda en recept på nogle tabletter, som vi på det lokale apotek fik udleveret ganske gratis!
Vi havde ellers tidligere betalt over 50 Euro for de samme tabletter i håndkøb.

Så vi er nu lykkeligt indskrevet i de offentlige annaler i Italien, og vi har følgende dokumenter til bevis:
Permesso di Soggiorno, ID-kort, Documento di Iscrizione al Servizio Sanitario Nationale, Certificato di Residenza, Codice Fiscale.

Og så har vi altså også en bankkonto og et bancomat kort!

Hvor mange ture tog det?
3 ture til nærmeste større by, 2 ture til den større by, 3 ture til den endnu større by, og så 2-3 fodture i vores lille landsby.

Hvad lærte vi?
Først, at man ikke skal vente nogen resultater overhovedet ved det første besøg på et officielt kontor.
Første besøg går med at blive forklaret hvordan "systemet" virker, få udleveret de nødvendige dokumenter.
Dernæst går der tid med at fremskaffe den krævede documentation (pas, dåbsattest, EU-dokumenter osv samt pasbilleder i massevis og fotokopier i same antal).
Næste besøg går med at blive forklaret hvad der nu mangler, og ved det tredie besøg er der chance for at man opnår det ønskede resultat (oftest en henvisning til det næste kontor).

En anden ting vi oplevede var, at de offentlige kontorer er befolket med venlige og hjælpsomme mennesker (det er sandt!).
På alle kontorer blev vi mødt med hjælpsomhed og villighed til at forklare, hvordan systemet virker og også drøfte løsningsmuligheder.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at som udlænding repræsenterer man en undtagelsessituation i forhold til, hvad de forskellige kontorer "normalt" tager sig af.
Det er også vigtigt, at man lytter til den vejledning og de råd, man bliver givet.

Det er frem for alt vigtigt, at man IKKE fører sig frem som EU borger med ret til dette og hint, på trods af de italienske love og bestemmelser.
Vi overværede en engelsk herre på Questura'et i Massa, som på engelsk søgte at forklare vores "dame carabiniera" at i Tyskland, hvor han tidligere havde boet, var det hele meget nemmere, og man behøvede ikke alle de dokumenter - han er der formentlig endnu!

Det hjælper også gevaldigt, hvis man kan tale italiensk!
Der er kun yderst begrænsede muligheder for at komme frem med Engelsk for slet ikke at tale om dansk.
Men først og fremmest lærte vi at være tålmodige (Pazienza!!) og at der ikke er grund til panik eller frustration.
For, som vi italienere siger: Vi spiser jo hver dag, så hvad er problemet?

En skattekode - Codice Fiscale - kommer man ikke udenom. Det er et slags person-nummer og alle danske indvandreres nummer slutter med 107.

Når man efter alle strabadserne står med sit splinternye ID-kort "Carta d´Identitá" føler man sig næsten som Napoleon, der har vundet et slag!